Tæt på lærerne
Joakim Ribberholt Sørensen
Adjunkt
underviser i matematik og kemi
“For mig er det vigtigt, at eleverne får evnen til selv at kunne sætte sig ind i nyt stof. Den evne er vigtig både i forhold til videre studier og livet generelt. Der er mange konkurrerende elementer til elevernes opmærksomhed, og derfor er det vigtigt for eleverne at kunne fordybe sig.
Eleverne skal have en følelse af, at de bliver hørt og set. Selv om det måske ikke er deres yndlingsfag, har alle potentiale til at opnå et vist niveau, hvis de gør en indsats for det. Det bedste er, når et komplekst materiale bliver gennemgået, og man kan se glimtet i øjnene på eleverne, når de forstår materialet.
Jeg prøver at være opmærksom på forskellige problemstillinger fra virkeligheden, som f.eks. hvor mange lastbiler, der skal køre med sukkerroer til sukkerfabrikken for, at den kan holdes i gang i døgndrift. Sådan bliver både matematik og kemi mere relevant.
Det er fantastisk at se, hvordan man kan gøre en forskel for elevernes udvikling i de tre år, vi har dem her”
Irene Wendel Jørgensen
Lektor
underviser i dansk
“Det bedste ved at undervise i dansk er at arbejde med unge mennesker, som inspirerer mig og udfordrer mig hver dag.
Eleverne kan bruge faget dansk til at forbedre deres skriftlige og mundtlige formidlingsevner. De opøver en bevidsthed over for medier og disses udtryksformer, kommunikation og manipulation, ligesom de får kendskab til den rige, danske kulturarv, som de selv er produkter af.
En undervisningslektion er særligt god, når eleverne får noget med hjem, som de kan reflektere over, og når de ser sig selv og deres egen virkelighed igennem de temaer og forskellige tekster, vi arbejder med”
Hans Arne Niclasen
Lektor
underviser i Kommunikation & IT samt idehistorie
“Jeg er så heldig at få lov til at undervise i to af mine store interesser: historie og medier. Jeg interesserer mig for mange ting – f.eks. film, historie og musik – og det er en gave at få lov til at undervise i sine interesser. Jeg har arbejdet 16 år i kommunikationsbranchen, så jeg har taget en masse med derfra.
Det vigtigste eleverne kan tage med fra mine timer er, at de forhåbentlig har lært noget mere om sig selv – i hvilken retning deres evner og interesser går
HTX passer perfekt til mig, da jeg holder meget af det praktiske – håndværket. Min undervisning er meget hands-on, så eleverne bliver introduceret til f.eks. filmproduktion og Photoshop.
Og så tager jeg fortrinsvis opgaver fra den virkelige verden. Mine elever har f.eks. lavet opgaver for Nykøbing F. Sygehus, Guldborgsund Kommune og REFA, som er taknemlige for de unges syn på deres kommunikation”
Sune Kaj Harrild
El-ingeniør
underviser i matematik, teknologi og teknikfaget: Udvikling & produktion
“Da jeg selv gik i gymnasiet, havde jeg en matematiklærer, som var enormt vidende og optimistisk omkring at udvikle mig inden for hans fag. Det er det samme, jeg ønsker at gøre for mine elever. Jeg valgte dog en lang omvej, inden jeg begyndte at undervise.
Jeg underviser i håb om, at eleverne går fra timerne med ny viden, som de selv føler, at de kan bruge. Jeg håber, at de finder samme glæde ved faget, som jeg gør.
En undervisningstime har fungeret allerbedst, når jeg kan mærke elevernes entusiasme og de stiller spørgsmål, hvor jeg skal tænke over, de svar jeg giver.
Jeg arbejdede i 5 år som lysdesigner hos Philips, og lys er fx et emne, som er let at tage med i både matematik, teknologi og Udvikling & produktion”